Det vi har sammen

Syrebombe sprang på skole

To drenge stod bag en syrebombe, der eksploderede i begyndelsen af året på Frederiksberg Skole i Sorø.

En dreng på 14 og én på 16 producerede den 6. januar en såkaldt syrebombe og fik den til at eksplodere på den største skole i Sorø Kommune. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Ifølge Jan Schmidt, der er vicepolitiinspektør ved Slagelse Politi, lavede de to drenge bomben i det lange frikvarter på Frederiksberg Skole.

- Vi har en fuld tilståelse fra den 14-årige dreng. Ham på 16 erkender delvist, siger Jan Schmidt til DAGBLADET Ringsted.

Det er også den 16-årige, der står til de alvorligste konsekvenser. Han er over den kriminelle lavalder, og politiet har sigtet ham efter straffelovens paragraf 252. Den handler om forbrydelser, der skaber fare for andres liv og førlighed. Sigtelsen kan i yderste konsekvens takseres til otte års fængsel.

- Men han er 16 år, og det er den eneste sag, vi har på ham. Så jeg tror ikke, han kommer i fængsel, udtaler Jan Schmidt.

Syrebomberne bliver også kaldt sodavandsbomber og kan laves i sodavandsflasker på let tilgængelige ingredienser.

Ifølge Jan Schmidt havde den 14-årige været i den nærliggende Netto-butik netop i et frikvarter for at købe det, som de to skulle bruge til bomben. Det lykkedes også at få bomben til at eksplodere, dog uden at nogen kom til skade, skriver DAGBLADET Ringsted.

Tip os Har du et godt tip?