Onsdag aften faldt Region Sjællands oplæg til en ny sygehusplan på plads. Af den fremgår det, at regionen i fremtiden skal have 10 sygehuse.
Og der skal være skadestuer på seks af dem - nemlig i Næstved, Roskilde, Holbæk, Slagelse, Køge og Nykøbing Falster.
Samtidig samles specialiserede funktioner på sygehusene i Roskilde og Næstved. Næstved Sygehus skal ha en særlig "kræftprofil", og Roskilde får status som kardiologisk center i Region Sjælland.
Sygehusene i Kalundborg, Nakskov og Fakse indgår i dækningen af det samlede sygehusbehov. Og på Ringsted Sygehus skal der etableres en såkaldt garantiklinik.
Alle partier, undtaget Enhedslisten, har underskrevet aftalen.