Sygehuse lukker sengepladser

Foto: TV ØST

Imens mange hospitalsafdelinger oplever overbelægning, lukker sygehusene sengepladser på grund af manglende personale

På Nykøbing Falster Sygehus er der f.eks. på ortopædkirugisk afdeling lukket 21 sengepladser indenfor de seneste måneder.

Og det er ikke det eneste sted, der er problemer. På Kalundborg Sygehus er der alene på de ortopædkirurgiske afdelinger forsvundet 9 sengepladser inden for de seneste måneder.

På Næstved Sygehus er de gået ned fra 41 ned til 35 sengepladser på hverdage og helt ned til 26 i weekenden. Det er en nedgang på 15 sengepladser.

Ifølge sygeplejerskerne kan den store personalemangel få konsekvenser for patienterne.

"Undersøgelser dokumenterer, at hvor der er mangel på medarbejdere, der er også risiko for, at der kan ske fejl. Det vil også betyde, at der kan være en øget risiko for, at der kan ske fejl i forhold til patientbehandling", siger Ulla Nielsen Gotsæd, der er næstformand i Dansk Sygeplejeråds kreds Sjælland.

En af patienterne på Nykøbing Falster Sygehus mener også, at grænsen er ved at være nået.

"Her i weekenden på den afdeling jeg ligger, er der kun 3 sygeplejersker til 14 mennesker. Det ligner jo ikke noget", siger Rene Petersen.

Politikerne er blevet gjort opmærksomme på problemet.

"Vi sørger for der bliver uddannet 1300 flere sygeplejersker fremover, og så skal vi sikre, at arbejdet tilrettelægges mere effektivt blandt andet ved oprettelsen af nye sygehuse", forklarer den konservative folketingskandidat Christian Wedell-Neergaard.

Han afviser samtidig, at man politisk vil gå ind og forhandle om højere lønninger til personalet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App