Svineinfluenza bekræftet i svin

Der er svineinfluenza blandt svinene i to besætninger på Sjælland. Det viser prøver, som Fødevarestyrelsen har fået svar på lørdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De to besætninger på Sjælland bliver dermed de første danske svin smittet med H1N1.  Svinene er efter alt at dømme smittet med af mennesker, oplyser Jan Mousing, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen.

  - Men det er der ikke noget unormalt i. Vi har rapporter om tilfælde i mindst 15 lande, hvor mennesker har smittet dyr. Det er ret fredeligt. Vi har gjort det, at de to besætninger nu ikke har lov til at handle med andre besætninger. Derudover må kun raske svin gå til slagtning, siger Jan Mousing.

  H1N1-influenza er tidligere konstateret i svinebesætninger i en lang række andre lande, deriblandt Norge og Storbritannien, hvor smitten tilsyneladende er sket gennem de mennesker, der passer dyrene.

  Selv om dyrene bliver syge, skal folk dog ikke være bange for at sætte tænderne i et stykke grisekød af den grund, lyder det fra Jan Mousing.

  - Sygdommen går ikke i kødet, så der er ingen risiko for mennesker ved at spise det. Nu skal vi have de endelige svar, men vi regner ikke med, at det under nogen omstændigheder vil ramme eksporten, siger veterinærdirektøren.

  Enkelte lande har tidligere været forsigtige med at modtage kød fra lande, hvor dyr har været ramt af influenza, men der er ikke længere nogle gode videnskabelige grunde til at lade være med at tage imod kødet, forklarer Jan Mousing.

  - Derfor kan de to ramte landmænd godt blive ramt økonomisk. De kan for eksempel ende med en lavere pris for grisene, som kommer til at gå længere end forventet. Det kan ramme prisen, men nu må vi afvente svar fra prøverne, siger veterinærdirektøren.


Nyhedsoverblik