Svindlere stjæler dine penge

Masser af danskere har indenfor den seneste uge fået tømt sin bankkonto efter at de har modtaget en mystisk mail. Mailen ser ud til at komme fra VISA eller NETS, men i virkeligheden er det svindlere, der forsøger at franarre os kontooplysninger og kortcifre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hos NETS, den nordiske udbyder af betalingskort, har de de seneste dage modtaget mange henvendelser om de falske mails. Og der er faktisk også et meget tydeligt tegn på, at det ikke er NETS, der beder kunderne om at bekræfte kortoplysninger, eller kontonumre.

- VI ville aldrig bede om sådan nogle oplysninger via mail. Vi sender slet ikke sådan nogle mails ud, siger Søren Winge, der er pressechef hos NETS I dag til TV2 Øst.

En af dem, der modtog en falsk mail, er den 19-årige Jonas Abildgaard. Han havde netop fået nyt Dankort, og da det ikke virkede som det skulle, tænkte han at det var nok fordi han ikke havde reageret på den mail, han havde fået fra VISA og NETS. Derfor gik han ind og tastede de oplysninger, der blev bedt om, ind, men det skulle han ikke have gjort. For få dadge efter var hans konto ribbet for de 1700 kroner, der stod på den.

- Man føler sig lidt snydt. Og lidt dum. Det gør man, og jeg blev også sur, for det var jo mine penge, de havde taget. Måske skulle jeg have brugt dem til noget, og så stod jeg der med 47 kroner tilbage på kontoen, siger Jonas Abildgaard.

Ifølge Søren Winge har antallet af falske e-mails, der har til formål at lokke oplysninger om  bankforhold ud af kunderne, taget til. Indenfor det seneste år har de set en kraftig stigning I antallet af falske mails, og indenfor de seneste dage har de fået et hav af henvendelser. - Det betyder formentlig, at der er rigtigt mange mennesker, der har fået en falsk mail fra os, siger Søren Winge.

Et af kendetegnene på de falske mails er, at de ofte er skrevet på et meget dårligt dansk, og tydeligt bærer præg af at være blevet oversat via Google Translate. Men indenfor den seneste tid, ser de alligevel mere professionelle ud, siger Søren Winge.

Hvis man er kommet til at indtaste sine kontooplyninger, er pengene dog ikke nødvendigvis tabt. Ifølge Søren Winge er det vigtigt straks at kontakte banken eller NETS og få spærret kortet. Derudover skal man I banken lave en såkaldt indsigelse mod de transaktioner, man ikke selv mener at have foretaget. Og hvis man udelukkende har oplyst kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre, har man rigtigt gode muligheder for at få sine penge igen, hvis de er blevet hævet af svindlere, siger Søren Winge. Hvis man også har oplyst sin pinkode eller andre koder, kan der være tale om en selvrisiko, men det er værd at undersøger, siger Søren Winge til TV2 Øst.

Jonas Abildgaard er blevet lovet at han får sine penge igen. Alligevel er han træt af, at han hoppede på svindlernes mail. - Det er jo irriterende, at man skal bruge al den tid på at få sine penge igen, siger han I dag til TV2 Øst.


Nyhedsoverblik