Sverige tæt på at løbe med sjællandske vind-jobs

10.000 danske vindmølle-jobs er i fare, fordi svensk havn er tæt på at løbe med de gyldne ordrer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er langt fra sikkert, at havneanlægget til den største danske havmøllepark nogensinde ved Kriegers Flak i Østersøen ender på dansk jord.

En dansk havmølle-ekspert, der lige nu leder opførelsen af en lignende havmøllepark ved Anholt, vurderer, at Ystad Havn i Sverige er det bedste bud på en egnet havn, byggeriet begynder i 2017.

Det skriver Avisen.dk.

- Ystad Havn er en moderne havn, der ligger centralt. Havnen har kapaciteten og kan rumme de enorme elementer, havmøllerne består af. Infrastrukturen er egnet til tung transport og sejlads. I mine øjne er Ystad derfor den mest attraktive havn, siger Mads Tarp, der er såkaldt site manager for det rådgivende ingeniørfirma MT Højgaard, til Avisen.dk.

Mads Tarp mener ikke, at de oplagte danske havne langs Østersøen - København, Køge, Vordingborg, Gedser og Nakskov - er diskvalificerede på forhånd. De er bare mindre attraktive.

Han kender havnene, fordi han har arbejdet som skibsfører, før han blev site manager ved Anholt.

Dertil kommer, at den danske stat ikke bare må diktere i udbudsmaterialet, at landterminalen skal være dansk. Det forhindrer EUs regler om fri konkurrence.

Der er med andre ord en reel fare for, at en del af de 10.000 grønne arbejdspladser vil blive færre eller gå tabt.

Avisen.dk har de seneste uger talt med stribevis af  kilder i vindindustrien og havnebranchen, men fordi havmølleparken ved Kriegers Flak endnu ikke er i udbud, afviser mange at udtale sig.

Der er til gengæld ingen tvivl om konsekvenserne for de arbejdsløse danske elektrikere, svejsere og malere, hvis site manageren fra MT Højgaard får ret i sin forudsigelse.

- Hvis Ystad bliver udpeget som landterminal, så vil det helt klart få negative konsekvenser for den danske beskæftigelseseffekt, siger cheføkonom Allan Lyngsø Madsen fra Dansk Metal til Avisen.dk.

Selvom Øresundsbroen har reduceret transporttiden mellem Danmark og Sverige, mener han, at svenskerne vil løbe med de fleste job.

- Vores medlemmer er mobile - vi har for eksempel flere, der arbejder i den norske off shore industri - men det vil unægtelig give færre danske job, hvis vindmøllerne skal udskibes og vedligeholdes fra en svensk havn, lyder det fra cheføkonomen.

Site manager Mads Tarp mener, at de danske havne kun dårligt kan bygges op:

- Det koster enorme summer at gøre en mindre havn egnet til opbevaring og fragt af havmøller. Hele vinteren har maskiner kørt rundt her på havnen for at planere, og det er altså ikke gratis, forklarer Mads Tarp fra MT Højgaard.

I Grenaa er havnen blevet udvidet to gange. De to udvidelser har tilsammen kostet 250 millioner kroner. Og det måske herfra, at Ystad får hårdest konkurrence. Havnen på Djurslands østlige spids får mange kvadratmeter fri havn, når DONG har rejst den sidste mølle ved Anholt.

- Selvfølgelig vil vi forsøge at blive landterminal igen, siger Henning Laursen, der er administrerende direktør for Grenaa Havn.


Nyhedsoverblik