Svenskerne var billigst på ambulancekørsel

Foto: TV ØST

Det svenske firma Samariten og Roskilde Brandvæsen har vundet udbuddet om at køre ambulancerne i Region Sjælland. Fra 2009 overtager de efter Falck.

Patienter i Region Sjælland kan formentlig opleve, at der fremover bliver talt svensk, når ambulancen kommer.

I hvert fald skal ambulancerne i størstedelen af regionen fra næste år køres af den svenske virksomhed Samariten. Det er resultatet af, at Region Sjælland som den første af de fem regioner har besluttet, hvem der skal køre ambulancerne fra 2009.

Aftalen til omkring 250 millioner kroner om året betyder, at hovedparten af de sjællandske patienter fremover vil blive hentet i nye svenske ambulancer. Men derudover vil serviceniveauet være nøjagtigt det samme som hidtil, siger Jens Andersen, der er adm. direktør i Region Sjælland.

Han mener ikke, at patienterne behøver frygte for, at de måske ikke altid kan snakke dansk med ambulancepersonalet.

- Det er op til Samaritten at skaffe arbejdskraft, men jeg forventer, at hovedparten af ambulanceførerne fortsat vil være danske. Under alle omstændigheder skal personalet leve op til kravene til ambulancefører, så patienterne skal ikke være utrygge, siger Jens Andersen.

Ambulancetjenesten blev sendt i udbud i foråret, og tirsdag indstillede Region Sjællands forretningsudvalg, at Samariten og Roskilde Brandvæsen skal overtage opgaven fra Falck, som ellers også afgav et tilbud.

Falcks tilbud ville imidlertid betyde, at regionen skulle finde næsten 100 millioner kroner til at drive vagtcentral for. Det undgår man nu, samtidig med at leverandørerne garantere samme service, siger Jens Andersen.

Ambulancekørslen i regionen blev i udbudsmaterialet opdelt i seks geografiske områder for at øge konkurrencen. Forretningsudvalget har indstillet, at Roskilde Brandvæsen fortsætter kørslen i Roskilde og Lejre, mens svenske Samariten overtager kørslen fra Falck i resten af regionen.

Med aftalen får den familieejede virksomheds 20 ambulancer i Stockholm selskab af mere end 70 i Region Sjælland. Det er en stor udvidelse af aktiviteterne, men Jens Andersen har tiltro til, at svenskerne kan løfte opgaven.

- Vi har vurderet, at de økonomisk, teknisk og vidensmæssigt er solide. Samaritten har også budt på opgaverne i Region Hovedstaden og Region Midt, og her har man også fundet dem egnede til at byde på ambulancekørslen, siger Jens Andersen.

Kontrakten bliver underskrevet, når regionsrådet formelt har godkendt aftalen på rådets møde torsdag i denne uge. Derefter vil det svenske forhandle med Falck om overtagelse af Falcks medarbejdere i regionen. 

/RITZAU/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App