Svært at få tandlæger til yderområderne

Det kan være svært at komme af med tandpinen i landets yderområder. Flere og flere små byer melder om akut mangel, og de nye tandlæger vil ikke bo på landet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er sin sag at få tænderne rettet eller få lavet et hul, hvis man har valgt at bo i en mindre by. Flere og flere små byer på landet kan nemlig ikke skaffe tandlæger nok, og det gælder både børnetandlæger, special- og private tandlæger.

- Problemet er, at der ikke uddannes nok tandlæger i øjeblikket til, at vi kan få besat de stillinger, der ligger længst væk fra Århus og København, siger formanden for Tandlægernes Nye Landsforening, Anne Kaae-Nielsen.

Hun repræsenterer de offentligt ansatte tandlæger, men samme besked kommer fra Danmarks Tandlægeforening.

- I yderområderne kniber det alvorligt med at få tandlæger. Både at få tandlæger ansat, og til at få klinikkerne afsat, siger foreningens formand, Susanne Andersen.

Anne Kaae-Nielsen mener, at det er meget naturligt, at de unge ikke bare lige rykker teltpælene op og flytter på landet. Derfor handler det om at få uddannet flere, og det gælder især specialtandlæger.

- Specialtandlæger er nok vores alvorligste problem. Det er begrænset, hvor mange vi kan hive til fra Sverige og Norge, og før har det været sådan, at man kunne købe sig til den ydelse hos en privat. Men de er også så få og har så travlt, at det er vanskeligt at få dem til at påtage sig flere opgaver, siger hun.

/ritzau/


Nyhedsoverblik