Suveræne Slagelse i ny finale

Slagelse var helt suveræn i den anden semifinale mod ungarske Györi og er klar til finalen i Champions League.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Anja Andersen har for alvor fået sine spillere op i rette gear i jagten på en ny triumf i håndboldens Champions League. Søndag eftermiddag blev ungarske Györi således nærmest ydmyget fora 3000 entusiastiske tilskuere i egen hal i returkampen i semifinalen. Slagelse vandt 30-22 og med en sejr i bagagen fra den første kamp på 31-25 var finalepladsen mod russiske Lada Togliatti sikkert i hus.

Trods en sejr på seks mål i den første kamp, så havde Anja Andersen understreget, at kun en sejr talte i returkampen. Og hendes mandskab var da også sat op fra første fløjt i Ungarn. Der gik dog et kvarters tid, før holdet begyndte at trække fra, da der blev brændt et hav af oplagt chancer i starten.

Det var især i forsvaret, at Slagelse havde fat. De ungarske spillere havde svært ved at finde hullerne, og holdet stjerne Anita Görbitz levede langt fra op til vanlig standard. Det betød, at ungarerne blev holdt nede på syv mål ved pausen, hvor Slagelse førte 12-7.

I anden halvleg blev Slagelse endnu mere suveræne, og Anja Andersen kunne skifte flittigt ud og give alle spillere en andel i triumfen. Føringen var helt oppe på 11 mål med 10 minutter igen, hvor Anja Andersen og resten af bænken begyndte at juble.

På tirsdag trækkes der lod om hjemme- og udebane i finalekampene, som spilles den 12.-13. maj med returkamp weekenden efter.


Nyhedsoverblik