Supermarkeder skal hænges ud for madfusk

Supermarkeder, der snyder med mærkningen, skal hænges ud offentligt. Sådan lyder en ny aftale mellem supermarkederne og Fødevarestyrelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er slut med, at supermarkederne kan snyde i smug, når Fødevarestyrelsen finder ompakket kød eller anden fusk med fødevarer som det bla. er sket i SuperBest i Holbæk

Fremover vil Fødevarestyrelsens nemlig offentliggøre resultaterne af sine kontrolbesøg i Superbest og andre supermarkedskæder.

Det har fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) aftalt med supermarkederne i en aftale, der skal komme fødevarefusk til livs.

- Jeg har aftalt med detailhandlen, at vi fremover vil offentliggøre Fødevarestyrelsen snydresultater. Vi har en fælles interesse i, at der er en ordentlig kontrol, så forbrugerne kan føle sig trygge ved varerne i butikkerne, siger ministeren.

Aftalen er kommet i stand i kølvandet af en række afsløringer af snyd med gammelt ompakket kød i supermarkederne. Den nye aftale mellem ministeren og butikkerne omfatter supermarkedernes afdelinger med kød, bagervarer og delikatesser.

Desuden skal Fødevarekontrollen styrkes med målrettede kampagner, hvor flere medarbejdere tager på kontrolbesøg sammen.

Ministeren har ikke planer om tilføre fødevarekontrollen flere medarbejdere, men hun mener, at ressourcerne skal anvendes bedre end i dag.

Samtidig skal bødeniveauet fordobles, hvis slagterafdelinger tages i at svindle. Bødestørrelsen afhænger af forseelsens grovhed, og om det er gentagelsestilfælde, siger Eva Kjer Hansen.

- Aftalen giver en rigtig god mulighed for at følge med i, hvordan det fungerer i supermarkedernes forskellige afdelinger, siger Eva Kjer Hansen, der tirsdag mødes med de øvrige partiers fødevareordførere.


Nyhedsoverblik