Det vi har sammen

Super-sygehuse kan redde praktikløse unge...

Foto: TV ØST

... Men Region Sjælland har som landets eneste ikke vedtaget en såkaldt social klausul, som sikrer flere praktikpladser til unge.

De næsten 10.000 unge, der mangler en praktikplads, har fyldt meget i valgkampen. Nu er der godt nyt for de unge, der gerne vil i lære som håndværkere, skriver Avisen.dk.

De danske regioner, der har ansvaret for landets sygehuse, har påtaget sig et ansvar for at oprette flere praktikpladser til de unge.

Fire ud af fem regioner har oprettet såkaldte sociale klausuler, der betyder, at de firmaer, der skal bygge de nye sygehuse, skal oprette praktikpladser. Ellers får firmaet ganske enkelt ikke ordren.

- Vi tager et ansvar for at få oprettet flere praktikpladser til unge. Deres muligheder for praktikpladser er stadig ramt af finanskrisen, og det vil vi gerne afhjælpe, siger næstformand for Danske Regioner, Carl Holst (V) til Avisen.dk.

Regionerne skal indenfor de næste ti år renovere og bygge nye sygehuse for intet mindre end 41 milliarder kroner. Det drejer sig blandt andet om nye universitetshospitaler i Odense og Aalborg samt udbygninger i Aabenraa, Kolding og Skejby i Aarhus.

Det giver flere praktikpladser indenfor håndværksfagene, siger Carl Holst.

Kun Region Sjælland har endnu ikke vedtaget en social klausul. Men regionen er i gang med at udarbejde en politik på området.

- Region Sjælland har som en stor offentlig arbejdsgiver en erhvervsmæssig og social forpligtelse til at sikre flere praktikpladser til unge under uddannelse i Region Sjælland, siger René Brodin, pressechef i Region Sjælland, til Avisen.dk.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet kommer de sociale klausuler til at få stor betydning.

Han forklarer, at det normalt er små og mellemstore virksomheder, der tager slæbet med at uddanne unge håndværkere, mens store byggeprojekter ofte svigter spirende elever.

De store virksomheder, der skal bygge nye hospitaler for regionerne, bliver nu tvunget til at oprette praktikpladser, påpeger Flemming Ibsen.

- Derfor er det et glimrende tiltag. Det er opløftende, at regionerne signalerer, at virksomhederne skal påtage sig et socialt ansvar, så de unge kan få en praktikplads, siger han.

Regionernes initiativ vækker også glæde hos fagforbundene.

- Regionerne skal have stor ros. Det er dejligt, at der er nogen, der tager problemet med manglende praktikpladser alvorligt, siger LO-sekretær Ejner K. Holst.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App