Strid om hurtigt internet

Bredbånd og en hverdag uden huller mobilnettet i de danske yderområder er ifølge Socialdemokraterne teleudbydernes ansvar. Men det møder modstand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stor EU-pulje på 50 milliarder kroner, der skulle gå til at støtte bredbånd i Europas yderområder, blev slagtet i EU's nye budget. Nu diskuterer politikere og branchen, hvem der har ansvaret for at få landdistrikterne koblet op på hurtigt bredbånd.
Og selvom internetudbyderne er villige til at gøre en indsats for, at de allermest isolerede husstande i Danmark kan få bredbånd, afviser de, at det er deres ansvar alene.
- Vi kan ikke tage ansvaret alene. Vi er villige til at påtage os et ansvar, men det er noget, vi skal gøre i fællesskab med politikerne, siger Jacob Willer, der er direktør i teleselskabernes branchesamarbejde, Teleindustrien.

Ny afvisning
Afvisningen kommer efter, at Socialdemokraternes it-ordfører, Trine Bramsen, lørdag understregede, at det er internetudbyderne, der må tage et større samfundsansvar.
- Jeg synes i høj grad, at det må hvile på de internetudbydere, der vil sælge internet i de meget profitable områder i Danmark, at sikre internet i yderområderne. Løsningen på den dårlige dækning i yderområderne er ikke EU, men at udbyderne tager et større ansvar, siger hun.

 Jakob Willer står dog ikke alene med sin kritik. Også den administrerende direktør i IT-Branchen, Morten Bangsgaard, lægger vægt på samarbejdet mellem udbyderne og det offentlige for at få den optimale løsning for landdistrikternes bredbåndsdækning.
 - Teleselskaberne påtager sig et stort samfundsansvar allerede, og vi går gerne ind i en konstruktiv dialog om, hvordan vi får endnu bedre dækning i yderområderne, siger han og fortsætter:
- Men det handler om, at politikerne stiller gode nok betingelser, for det jo er dem, der skaber rammerne, siger han.

      /ritzau/


Nyhedsoverblik