Strejken i Falck fortsætter

Et snævert flertal af de knap 4000 Falckreddere har stemt nej til ny overenskomst, og strejken fortsætter derfor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

De knap 4000 Falckreddere fortsætter strejken. Et snævert flertal har stemt nej til ny overenskomst, og derfor fortsætter konflikten. 90,5 procent af redderne deltog i urafstemningen, og 51 procent sagde nej.

Strejken fortsætter, selv om arbejdsgivere og fagforbund enes om at forhandle igen. En ny aftale skal også til afstemning, men i Reddernes Landsklub vil man først tale med baglandet.

- Vi vil nu tage en fornyet drøftelse med vores medlemmer om, hvad der yderligere skal til. Derefter må vi så overveje, hvordan vi kommer videre, siger Palle Thirstrup, landsklubformand for redderne.

Falck og arbejdsgiverorganisationen i Handel, Transport og Service kunne ellers sammen med fagforbundene skrive under på en aftale forrige weekend.

Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen er forbløffet over, at redderne har sagt nej til et tilbud, som han vurderer vil give redderne 15 procent ekstra i løn de næste tre år.

- De tilbudte lønstigninger er de højeste i Falck i 20 år og ligger samlet set betydeligt over, hvad andre grupper på arbejdsmarkedet har opnået, siger han.

Et særligt nødberedskab fortsætter under strejken, så der stadig rykkes ud til livstruende og akutte tilfælde.

/ritzau/


Nyhedsoverblik