Stort skred på Stevns Klint

Massiv regn fik fredag del af den populære trampesti ved Stevns Klint til at styrte i havet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det massive regnvejr forårsagede i går et klinteskred, der midlertidigt betyder et afbræk på den populære Stevns Klint Trampesti, skriver Dagbladet Køge.

Den 20 kilometer lange vandrerute langs Stevns Klint - kaldet Trampestien - er midlertidigt afbrudt efter, at torsdagens massive regnvejr sendte et større parti jord og kridt ned på forstranden ved Lilledal. Omkring 10 meter af Trampestien er således endt i en stor bunke i vandkanten, og der er dannet en fem-syv meter dyb kløft ind i landskabet.

Det var ejeren af jorden ud til Klinten, Jesper Petersen, der opdagede klinteskredet. Da han så hegnet rundt om sin hestefold hænge ud over skrænten, blev han klar over, at der var styrtet et stykke af hans jord ned.

Klinteskred er ikke usædvanlige på Stevns, men de forekommer normalt i årets første måneder, hvor jorden normalt er mest fugtig. Men den seneste måneds store nedbørmængder betyder, at der kan forekomme skred selv midt på sommeren.

Ingen kom noget til ved klinteskredet, men indtil linjeføringen af Trampestien i henhold til aftalen med Stevns Kommune bliver lagt ind i landet, er det ikke muligt at passere stedet. I praksis må vandreturister derfor indtil videre gå ad Hærvejen fra Stevns Fyr forbi Sigerslev Kridtbrud for her at følge stien tilbage til klintekanten ved Mandehoved.


Nyhedsoverblik