Stort postcenter i regionen lukker

E-mail er populære, så danskerne skriver færre breve. Det koster nu omkring 260 arbejdspladser i Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Post Danmarks ledelse har nemlig besluttet at lukke Midtsjællands Postcenter,
der dækker hele Sjælland udenfor København. Det bekræfter
postcentrets chef, Michael Carlsen, overfor DAGBLADET Ringsted.
 

Han ønsker ikke at udtale sig nærmere om lukningen, da
medarbejderne først mandag eftermiddag og aften orienteres om
beslutningen.

Lukningen vil ske i løbet af året ogvil berøre 260 ansatte. En del vil blive tilbudt job på postcentret ved siden af Københavns Hovedbanegård, men fyringer vil næppe kunne undgås.
 

Lukningen vil angiveligt komme til at ske ad to omgang. Første
bølge kommer før sommerferien, den anden i løbet af efteråret.
Post Danmark ønsker endnu ikke at oplyse, hvordan opgaverne fra
Ringsted fremover skal løses, men de vil formentlig blive
overført til postcentrene i København og/eller Fredericia.

Hos 3F Midtsjælland der organiserer en stor del af de ansatte,
er formand Tommy Mortensen ked af det.
 

- Jeg er lidt i chok over det, siger han og tilføjer, at
afdelingen i forvejen har over 800 ledige - det svarer til
omkring 25 procent af medlemmerne.
 

Tommy Mortensen kritiserer beslutningen, som han mener vil
føre til øget kørsel med lastbiler ind og ud af København. Det
vil også medføre et større udslip af CO2, forudser han.


Nyhedsoverblik