Stort Næstved-byggeri gået i stå på grund af pengemangel

Tvivlsomt om ny retsbygning i Næstved kan tages i brug 15. september. Håndværkerne har forladt byggeriet fordi ejendomsfirmaet Keops ikke har betalt dem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ejendomsfirmaet Keops Development kan tilsyneladende ikke betale håndværkerne.

Retspræsidenten ved byretten i Næstved fik mandag morgen en ubehagelig oplevelse, da han mødte op for at besigtige byggeriet og indretningen af den kommende domstol for hele Sydsjælland.

De fysiske rammer om den nye retsbygning skal stå parat til brug 15. september, men håndværkerne har forladt byggeriet, fordi ejendomsselskabet Keops Development tilsyneladende ikke betaler entreprenører og håndværksfirmaer for arbejdet.

- Jeg oplevede, at byggepladsen var lukket ned, alle håndværkere var væk. Vi konstaterede, at arbejdet slet ikke var i gang, sådan som det skulle være, siger Retspræsident Alex Elisiussen til TV Avisen.

Retspræsidenten har fået at vide, at stilstanden på byggepladsen skyldes manglende betaling for arbejdet.

Bag byggeriet på den tidligere Næstved Kaserne, som i fremtiden skal huse en ny domstol samt forretninger og boliger, står ejendomsselskabet Keops Development A/S, en af de helt store spillere på ejendomsmarkedet.

Ejendomsselskabet ønsker ikke at kommentere situationen omkring byggeriet i Næstved.


Nyhedsoverblik