Stort iltsvind i farvandet (Video)

Flere områder i de danske farvande er lige nu ramt af iltsvind. Problemet vil ifølge eksperterne vokse i fremtiden. Rundt om i landsdelen betyder det døde havområder og frustration hos fiskerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Normalt kan vi fange mellem 200 og 400 kilo om dagen. Nogle dage lidt mere. Men nu er det under 100 kilo. Det betyder at vi ikke tjener nogle penge, siger Sidney Jensen, fisker fra Klintholm.

Han er én blandt mange fiskere, der har mærket det stigende iltsvind fra august til september måned. Særligt i Sidney Jensens område, omkring Hjelmbugten ud fra Klintholm Havn, er problemet stort.

TV2 ØST har været en tur på vandet med Sidney Jensen. Se video herunder:
[video:video_mangler:090928_ilt.flv]

Iltsvindene opstår særligt når store mængder mikroskopiske alger synker til bunds og går i forrådnelse. Det resulterer i at fiskene ikke får nok ilt. Ofte forsvinder fiskene derfor til andre områder. I de værste tilfælde bliver fiskene kvalt på havets bund.

For at komme problemet til livs har man igennem en årrække lavet vandmiljøplaner. Men dem giver den lokale fiskeriforening i Klintholm Havn ikke meget for.

- Vi kan bare konstatere, at der ikke sker noget, selvom det her er et tilbagevendende problem gennem rigtig mange år, siger Kim Kær Hansen, Formand for Klintholm Havn Fiskeriforening.

Selvom at iltsvindet i de danske farvande steg markant fra august til september, viser en ny iltsvindsrapport fra Danmarks Miljøundersøgelser, at omfanget er fortsat mindre end i 2008. Men det gør ikke problemet mindre alvorligt hos fiskerne i Klintholm Havn.

- Vi kan bare appellere til at man nu ser alvorligt på det her problem og at man fremover følger de vandmiljøplaner, siger Kim Kær Hansen.

TV2 ØST har interviewet forsker ved Danmarks Miljøundersøgelser, Morten Hjorth, om iltsvindet. Se hele interviewet herunder:
[video:video_mangler:090928_morten.flv]


Nyhedsoverblik