Ny Storstrømsbro stjæler penge fra forsømte veje

Planerne om en ny Storstrømsbro kan betyde, at trafikanter i andre dele af landet må vente længe på en række vej- og broprojekter, der ellers også har sukket efter penge fra staten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Pengene til en ny Storstrømsbro skal komme fra en meget slunken kasse.

Regeringen lægger nemlig op til at finansiere den nye bro med penge fra Infrastrukturfonden.

Problemet er bare, at fonden kun indeholder 156,3 millioner kroner. En ny bro forventes at koste 3,9 milliarder.

Og selvom der er 3,5 milliarder kroner på vej tilbage i fonden, så er den hellige grav ikke vel forvaret.

Ny bro vil ramme fynboer og jyder
Den lave vandstand i fonden har nemlig betydet, at man over de senere år har måttet parkere en række trafikprojekter på uvishedens holdeplads.

Disse projekter tæller alt fra en tredje forbindelse over Limfjorden til en udvidelse af den vestfynske motorvej.

- Virkeligheden har indhentet regeringen på det her område, og den bliver nødt til at forholde sig til de reelle udgifter, investeringer og driftsomkostninger, som den danske infrastruktur kræver, siger Henrik Harder, lektor og trafikforsker ved Aalborg Universitet.

Mens projekterne har ulmet i Vejdirektoratets skuffer, er samfundsudviklingen kørt videre, påpeger forskeren.

- Eksemplet med Storstrømsbroen viser jo meget godt, at vejene bliver slidt, og at der kommer flere og flere biler, mener Henrik Harder.

V: Find andre penge til bro
De skuffelagte projekter er vigtige og kan ikke bare skrottes, mener Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.  Han opfordrer regeringen til at kigge på alternative finansieringsmodeller til Storstrømsbroen.

 - Storstrømsbroen er en integreret del af Femern-projektet, og derfor mener vi, at man skal finansiere det med midler fra brugerbetalingen på Femern-forbindelsen, ligesom vi ser gode muligheder for at få midler fra EU, siger han.

 /ritzau/


Nyhedsoverblik