Det vi har sammen

Stormflod i december kan give erstatning

Foto: TV ØST

Vandet steg så meget i december, at der var tale om stormflod. Det giver mulighed for at søge erstatning.

Så er der godt nyt til dem, der fik skadet enten hus eller virksomhed, da stormen flere steder fik vandet til at stige voldsomt i perioden 9. til 11. december.

Stormrådet har netop vedtaget, at vandstanden steg så meget i det nordlige Sjælland og i områderne omkring Limfjorden, at der var tale om stormflod.

Beslutningen betyder, at der kan søges økonomisk erstatning for de materielle skader på hus eller virksomhed, man måtte have pådraget sig i forbindelse med oversvømmelsen.

Mere konkret er der tale om hele Limfjordskysten inklusiv alle øer og Sjællands nordkyst fra Kalundborg Havn til Københavns Nordhavn.

Der er ingen garanti for, at man får bevilget den erstatning, man søger, fordi der i loven om stormflod og stormfald findes begrænsninger i form af selvrisiko og tabsbegrænsningspligt, oplyser Stormrådet.

Men lever du op til erstatningskriterierne, sender Stormrådet en skadeskonsulent af sted for at lave en rapport over situationen.

- Når vi har accepteret erstatningens omfang, sender man sine regninger ind til os, der så bliver dækket, siger Torben Weiss Garne, der har ansvaret for håndteringen af stormflodssagerne.

Selvrisikoen på en privat bygning er 5000 kroner og 10.000 kroner for en erhvervsbygning.

Der er tale om stormflod, når vandstanden stiger så meget, at det statistisk set sker sjældnere end hvert 20. år på det pågældende sted (20-års hændelse).

I Thyborøn var en vandhøjde på 191 cm over normalen skyld i en 100-års hændelse de pågældende dage, og i Lemvig var der tale om en 90-års hændelse, da stormen piskede vandet 182 cm over dets normale bredder.

Sidst, der var stormflod i Danmark, var i weekenden den 27. - 28. november 2011. Før den skal vi helt tilbage til 2008 og 2006 for at finde tilsvarende vandstigninger.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App