Det vi har sammen

Storbrand kommer til at koste job

Foto: TV ØST

Branden i plastfabrikken Expladan kommer til at koste nogle medarbejdere jobbet, lyder det fra virksomhedens ejer.

Som om det ikke er trist nok at se sin arbejdsplads i flammer, så må nogle af Expladans medarbejdere også se deres job forsvinde. Da der natten til søndag udbrød brand i plastfabrikken, nedbrændte en tredjedel af virksomheden, og det kommer til at tage lang tid, før den igen kører på fuld kraft.

- Branden har stor betydning for fabrikken. Det har den da. Det er i hvert fald 50 procent af omsætningen, der forsvinder på grund af det her, så vi skal have sat bemandingen væsentligt ned, siger Knud Holmager, der ejer fabrikken, til TV2 Øst.

Påsken er ødelagt

De ansatte blev mandag bedt om at blive hjemme fra arbejde påsken over på grund af branden, og flere af dem er bekymrede over situationen.

- De sidste 24 timer har jeg slet ikke sovet. Jeg er selvfølgelig nervøs for, at der ikke er noget at lave. Der er jo ikke lige så mange job i vores område, lød det fra produktionsmedarbejder Hans Nielsen i mandagens 19.30 udsendelse, og branden gør lige så ondt på hans kollega Jens Henning Larsen.

- Jeg har det meget meget skidt med det her. Jeg har været i afdelingen i 24 år - ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Påsken er ødelagt, sagde Jens Henning Larsen mandag.

Politi og brandfolk har indtil videre gættet på, at branden opstod i en produktionsmaskine, men ifølge Midt- og Vestsjællands Politi kan det tage 14 dage, før brandårsagen er fundet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App