Det vi har sammen

Stor ståhej i et splittet Vordingborg

Det bliver en spændende valgkamp i Vordingborg. Klimaet i kommunalbestyrelsen er til tider bundfrossent. De gamle kommunegrænser står flere steder som neonskilte i natten. Og så er kassen ved at være tom.

 

Analyse:

Der er, hvad man med et pænt udtryk kan kalde nok af udfordringer for politikerne i Vordingborg kommune. Tag nu blot geografien. Hvad de fleste andre kommuner fik i nådegave i form af et naturligt geografisk centrum ved kommunesammenlægningen i 2007, dét fik Vordingborg ikke. Og det præger den kommune, der dækker over de fire gamle verdenshjørner: Langebæk, Vordingborg, Møn og Præstø. Mens fx byerne Næstved, Sorø og Holbæk hver især er den helt naturlige købstad i deres kommuner, så kan man langt fra sige det samme i ny Vordingborg kommune. For hvor er det fx vigtigst at bruge anlægskronerne: I Vordingborg, i Præstø eller i Stege...?

Det er bare én af de ting, som politikerne i den store kommune ivrigt debatterer. Fra flere kanter lyder høje hjertesuk over, at man i kommunalbestyrelsen ofte stemmer efter hjemstavns-flaget i stedet for det fælles bedste. Til tider med indlandskulde parterne imellem som resultat.

Så er der budgettet. De røde tal siger, at der mangler et klækkeligt to-cifret millionbeløb på bundlinjen. Det skal hentes hjem, og det er ikke nødvendigvis nemt i en kommune, hvor en flertalsgruppe bestående af SF, Socialdemokraterne, de Radikale og de Konservative det meste af året har været ude af stand til at få et samarbejde etableret med en stædig opposition i form af Venstre og DF. Et sparekatalog, der blev fremsat af flertalsgruppen før sommerferien, kunne partierne i hvert fald ikke samles om. I stedet trak kommunen overskrifter på upopulære forslag om at lukke væresteder og lægge skoler sammen.

Kan manden fra Bruxelles true borgmesteren?
Den socialdemokratiske borgmester Henrik Holmer burde således være truet efter en valgperiode, der mildt sagt har været skadelig for økonomien. Holmer må gå til valg på at hæve skatten til trods for, at regeringen for nylig sagde nej til kommunens ansøgning om at gøre netop det. Det bliver dyrt, men er en nødvendighed siger en enig rød fløj. Likviditeten er simpelthen for lav.

Når Henrik Holmer har en god chance økonomien til trods, handler det om, at han formentligt er den eneste, der kan samle et bredt flertal igen. Og dét selv om Venstre denne gang har overrasket alle ved at vælge en joker af en spidskandidat: 52-årige Bo Manderup Jensen vendte sidste år tilbage til Præstø efter 23 års international karriere i Bruxelles. Senest har han siddet som chefrådgiver for EU-kommissionens formand J. M. Barroso. For næsen af den gamle spids, Kund Larsen fra Møn, blev han med et knebent flertal Venstres mand.

Meningerne om Manderup er delte. Og det er svært at spå om, hvor langt manden med det internationale tilsnit når. Hans CV er imponerende, og det vil helt sikkert også kunne sælge stemmesedler, at han står stejlt på, at skatten ikke skal op, men at kommunen blot trænger til professionel ledelse. Men, vurderer flere kilder, han kan også få problemer med sit ikke-lokale image. Og hvad sker der, hvis Møn-effekten slår igennem, og Knud Larsen, der er rigtigt godt lokalt forankret, går hen og får flere stemmer end spidskandidaten?

Manderup kan i hvert fald ikke vide sig sikker på at få støtte fra de konservative. Partiet stillede sig sidst bag Holmer, og denne gang går det igen efter mest mulig indflydelse. Også her kan der være spænding om stemmerne internt. Søren Nybo er spidskandidat, men han kan meget vel gå hen og blive overtrumfet af nr. 3 på listen, købmanden Niels Fog. Ja, navnet klinger velkendt hos mangt en vælger på grund af de 12 Fog-købmandsforretninger, som han har drevet i området siden engang i 80erne. Nu er biksen solgt med et solidt overskud, og Fog vil gøre politisk karriere.

Alt tyder på et spændende valg i Vordingborg, både partier og kandidater imellem.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App