Gruppe truede personale på sygehus: Politi måtte trække stave

Politiet har onsdag aften anholdt to personer i forbindelse med vold og trusler på Slagelse Sygehus. En stor gruppe skabte uro og truede blandt andet sygehusets personale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet kalder selv aftenens hændelse på Slagelse Sygehus for en anelse ”bizar.”

Kort før klokken 19:30 blev flere patruljer nemlig kaldt til sygehuset for at dæmpe en stor gruppe på godt 25 mænd og kvinder, som opførte sig aggressivt og truede personalet på stedet.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dukkede den store gruppe af mænd og kvinder op for at besøge en patient, som er indlagt.

- De går alle sammen ind på samme stue og da der er klare regler for ro og orden sådan et sted, beder personalet dem om at besøge stuen 2-3 stykker af gangen, men det er gruppen bestemt ikke interesseret i, fortæller vagtchef Bo Georg Petersen.

En del af gruppen begynder i stedet at true personalet, ifølge vagtchefen så voldsomt, at en del af medarbejderne beslutter at trække sig og gemme sig i et mødelokale indtil politiet når frem.  

- Da vi når frem, forsøger vi at få gruppen overtalt til at forlade stedet, men nogle fra gruppen bliver aggressive overfor betjentene og vi må trække stavene og uddele nogle slag, fortæller vagtchefen.

En siderude på en patruljevogn blev efterfølgende smadret, da gruppen forlod sygehuset.

Flere af dem fandt politiet dog frem til kort efter. Mindst to personer henvendte sig nemlig på stedets skadestue med skader fra politiets stave.

Onsdag aften er politiet fortsat til stede på Slagelse Sygehus. To personer er indtil videre anholdt.  

 


Nyhedsoverblik