Stor glæde hos aktionærerne

Efter dagens domsafsigelse i Højesteret var der stor lettelse og glæde hos aktionærerne og deres advokat. Jan Marcher står her som sejrherre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et par minutter i 12.00 stod Jan Marcher spændt og ventede på kulminationen af fem års hårdt arbejde.


- Jeg er meget spændt, fortalte han trippende.


Ventede i spændingHan er formand for Foreningen for Minoritetsaktionærer i bankTrelleborg.


- Når du har arbejdet så meget med en sag og lagt så mange timer og engagement i den, så er det virkelig nu, at du kan mærke, at du nu får en afklaring. Personligt er det en stor sag, siger Jan Marcher.


Højesteret slog i dag fast, at tre aktionærer, ud af foreningens 6.000, skal have fuld erstatning.


Sydbank opkøbte i 2008 bankTrelleborg, der var i økonomiske problemer. Her blev bankens aktionærer tvunget til at indløse deres aktier. Aktionærerne fik 8.000 kroner for en aktie de i 2007 havde betalt 20.000 for. I dag besluttede Højesteret så, at Sydbank skal betale de resterende 12.000 kroner tilbage inklusiv renter.


Endelig kom dommenDommen kom kl. 12. Jan Marcher, foreningens kasserer og deres advokat strålede af lettelse efter de havde gennemgået dommen.-  Vi smilede da hele vejen ned, hvis ikke du kunne se det, så var smilet stort. Det var en fornøjelse at kunne se, at den kamp man her kæmpet har båret frugt, siger Jan Marcher.


Foreningens kasserer er heller ikke forbeholden i sin begejstring over dagens sejr.


- Det er et stort klimaks i dag. Det er en meget stor lettelse, som både Jan og jeg har i forbindelse med det her. Det giver absolut mod på at fortsætte til enden. Nu har vi kørt i fem år, vi kan sagtens tage to yderligere, siger Peter Bech.


6.000 medlemmerFremadrettet gælder det nu foreningens resterende medlemmer. -  Det der skal ske nu, det er, at vi skal have kørt de her gruppesøgsmål i stilling, og så skal vi enten køre dem igennem, når vi selvfølgelig har den her dom at læne os op af. Eller også skal vi finde en løsning med Sydbank, der siger: ”Vi kan godt se, at I har ret, så derfor betaler vi”, siger formanden.


Sydbank ville ikke stille op til et interview i dag. Over telefonen oplyste banken, at man havde håbet på at få medhold i dag, og at afgørelsen nu skal gennemgås nøje.


Dom får principiel betydningDagens afgørelse kommer ikke kun til at få betydning for de mange aktionærer, men den vil også generelt gøre det mere sikkert at være aktionær fremover, mener aktionærernes advokat.


- Den betyder, at der gælder strenge krav til den beskrivelse af virksomheden, der skal stilles til rådighed for investorerne. Og de betyder jo, at investorerne bliver mere trygge ved at investere, hvis de ved, at vi ikke kan stole på prospektet, så har vi gode muligheder for at få erstatning, siger Eigil Lego Andersen, advokat (H) fra Nielsen Nørager advokatfirma.Sydbank står overfor at skulle betale omkring 80 millioner kroner tilbage, hvis alle aktionærforeningens medlemmer får medhold i deres sager.



Nyhedsoverblik