Stor geografisk forskel på ungdomsstraf

Foto: TV ØST

Byretterne i København, Holbæk og Lyngby bruger ungdomssanktion langt mindre end flere jyske domstole. SF rejser sagen over for ministeren.

Hvis en ung lovovertræder kommer for retten i Viborg, Horsens, Randers eller Esbjerg, er chancen for at blive idømt en ungdomssanktion i stedet for frihedsstraf temmelig meget større end andre steder i landet.

Byretterne i København, Holbæk og Lyngby bruger næsten ikke denne form for straf, hvor den unge i stedet for frihedsstraf skal i to års struktureret og kontrolleret socialpædagogisk behandling under kommunalt tilsyn.

Det viser en redegørelse om ungdomssanktioner fra Justitsministeriets forskningskontor.

Den markante geografiske forskel undrer SFs retspolitiske ordfører.

- Vi vil bede ministeren om at undersøge baggrunden, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Forskerne har især set på brugen af ungdomssanktioner i 2009, hvor denne form for straf på landsplan blev brugt i 86 tilfælde, mens der i 368 tilfælde blev idømt frihedsstraf.

Ser man på årene 2007-2009 brugte Retten i Viborg ungdomssanktioner i næsten halvdelen af sagerne. I Odense og Aalborg blev strafformen brugt i henholdsvis 28 og 27 procent af sagerne. I Glostrup i 20 procent, mens Københavns Byret kun brugte ungdomssanktioner i otte procent af sagerne.

SF mener, at ungdomssanktionen skal revideres. En tidligere undersøgelse har vist, at tilbagefaldet er 82 procent, siger Karina Lorentzen Dehnhardt. Også det spørgsmål vil hun rejse over for justitsminister Lars Barfoed (K).

Det er især de 15-årige og de 16-årige, der idømmes socialpædagogisk behandling i stedet for frihedsstraf.

Ungdomssanktion anvendes især over for unge, der har begået røveri og grov vold, viser statistikken.

Muligheden for at idømme ungdomssanktioner til unge lovovertrædere under 18 år har eksisteret siden den 1. juli 2001.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App