Nyheder fra din hverdag

Stop forårsplantning

Foto: TV ØST

Drømmehuset er på plads, men haven er lidt bar - de nye husejere vil have masser af træer og planter i haven. Men det er faktisk helt forkert at tage på planteskole nu.

Blomsterne står tæt pakket på Flemmings Planteskole nær Præstø. Det samme gør bilerne på parkeringspladsen. Det er højsæson for havearbejde, og det får folk til at strømme til regionens havecentre og planteskoler.

- Tendensen for udplantning af flerårige haveplanter er, at der bliver plantet flere og flere om foråret istedet for om efteråret, hvor det er bedst, fortæller Søren Gammeljord, som er indehaver af Flemmings Planteskole & Havecenter.

Forklaringen på den ændrede indkøbsadfærd skal i følge Søren Gammeljord findes i parcelhusenes generationsskifte.

- Der er kommet en ny generation haveejere, og de kender ikke haveåret, forklarer Søren Gammeljord.

Kunderne i plantecenteret er dog godt klar over, at de er kommet på den forkerte årstid.

- Ja, jeg ved det godt. Men jeg planter både forår og efterår, og indtil nu er det gået godt, selv om jeg er nybegynder i havearbejde, siger Tina Holm Thomsen fra Vordingbrog.

- De unge haveejere vil helst plante i t-shirt og korte bukser. De burde tage regnjakke på og plante i regnvejr i stedet for, siger Søren Gammeljord.

Grunden til, at efteråret er den rigtigt plantesæson, er, at blomster, træer og buske, som skal holde flere sæsoner i haven, har brug for masser af vand. Derfor skal der vandes ofte, hvis man planter nu. Så hvis Søren hører, at kunden skal på sommerferie, har han et godt råd.

- Enten må man lade være at plante ud, eller også må man aflyse ferien, griner Søren Gammeljord.

Tip os Har du et godt tip?