Det vi har sammen

Største prishop på benzin i 19 måneder

Foto: TV ØST

Det største prishop på benzin siden november 2010 venter de danske bilejere torsdag formiddag.

95 oktan stiger med 23 øre
Så er det bare om at komme ned på den lokale benzinstation i en fart. I hvert fald hvis man hører til dem, der bedst kan lide at tanke billigst muligt.

Torsdag formiddag stiger listeprisen på en liter 95 oktan nemlig med 23 øre. Det er det største prishop på en enkelt dag siden 26. november 2010.

Det skriver TV2.dk.

12,99 kroner per liter
Når prisen hopper højt torsdag, vil benzinprisen være steget med hele 37 øre i løbet af bare tre dage. Tirsdag steg prisen med 12 øre, onsdag stiger prisen med 2 øre og så altså 'grusomme' 23 øre torsdag.

Det er første gang siden 26. november 2010, at bilejerne må sluge så voldsom en prisstigning på benzin på en enkelt dag. Dengang steg prisen ligeledes med 23 øre.

Efter prisstigningen torsdag koster en liter 95 oktan 12,99 kroner.

Diesel stiger også
Og ejerne af dieselbiler slipper bestemt ikke. Prisen for en liter diesel stiger nemlig med 20 øre torsdag. Da prisen for en liter diesel steg med 10 øre tirsdag, er der også her tale om et voldsomt prishop på bare tre dage. Således er prisen for en liter diesel altså steget med 30 øre på tre dage. Efter torsdagens prisstigning koster en liter diesel 11,59 kroner.

Prisstigningen på 20 øre er det største prishop på diesel på en enkelt dag siden 9. september sidste år, hvor dieselprisen steg med 22 øre.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App