Stjal taxi og kørte Sjælland rundt

39-årig københavner stjal torsdag en taxi og kørte til Holbæk - og tilbage igen. Han er nu anholdt af politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En taxichauffør lavede torsdag en ufrivillig byttehandel med en kunde. Taxichaufføren holdt rutinemæssigt ind til siden, da en 39-årig mand med en cykel vinkede ad ham i Københavns nordvestkvarter.

Mens taxichaufføren begyndte at rode efter et cykelstativ, kastede den 39-årige mand sig ind bag rattet, trådte på speederen - og efterlod chaufføren med sin cykel.

Politiet på Station Bellahøj fulgte den 39-årige via taxiselskabets GPS-system, da han påbegyndte sin Tour de Sjælland. Han rundede blandt andet Holbæk på sin lange torsdagstur, men hen på aftenen satte han igen kursen mod København. Klokken 20.30 lykkedes det politiet at stoppe ham i Hvidovre.

- Han er en gammel kending af politiet. Der er ikke mange paragraffer tilbage i straffeloven, som han ikke har overtrådt, fortæller vicekriminalkommissær Tommy Keil fra Station Bellahøj.

Manden sigtes nu for brugstyveri og for at køre bil i spirituspåvirket tilstand.


Nyhedsoverblik