Stjal sejlbåd og brød ind i sommerhus

En 27-årig tysk statsborger stjal sejlbåd i Flensborg, sejlede til Sjællands Odde, brød ind i sommerhus og lavede mad, inden politiet fangede ham i aftes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ejerne af et fritidshus på Overby Lyng på Sjællands Odde fik sig en overraskelse, da de i går aftes kom hjem. En 27-årig mand havde opholdt sig i huset, hvor han havde stillet mad frem til sig selv. Et vindue var brudt op.

Parret tilbageholdte manden indtil politiet nåede frem til stedet. Den 27-årige tyske statsborger erkendte indbruddet og forklarede, at han havde stjålet en sejlbåd i Flensborg, og at han havde sejlet gennem de danske farvande til Sj. Odde, hvor han havde ankret op. På et tidspunkt var han gået i land og havde lavet indbruddet.

Det er sjældent at indbrudstyve sejler frem til gerningsstederne, oplyser Midt- og Vestsjælland politi.

Politiet vil i løbet af i dag afhøre den 27-årige nærmere, herunder om tyveriet af båden, ligesom politiets jurister vil vurdere, om den 27-årige  skal fremstilles i grundlovsforhør.


Nyhedsoverblik