Stilhed før stormen

Plus bliver til minus i løbet af mandagen flere steder i landet, så der bliver glat på vejene - især i Storkøbenhavn. Tirsdag ventes der snestorm over landet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis man bevæger sig ud på vejene i bil, på cykel eller til bens mandag, skal man se sig for. Mange steder er der risiko for spejlglatte veje op ad dagen, når plusgrader bliver forvandlet til minus.

Flere steder i landet har temperaturen akkurat sneget sig op på plusgrader mandag morgen. Især i Storkøbenhavn er gaderne fulde af sjap. Men senere falder temperaturen ned til minus fem grader - koldest i Nordjylland, oplyser vagthavende meteorolog ved DMI Olaf Mathiassen.

DMI venter ikke mere sne mandag, og enkelte steder i Jylland kan solen titte frem. Senere hen ad aftenen bliver det koldt overalt og helt ned til minus 12 grader i Midtjylland.

- Ellers bliver mandag en ganske udramatisk dag rentb vejrmæssigt, siger Olaf Mathiassen.

Men det er blot stilhed før stormen. Tirsdag bliver hele landet ramt af et kraftigt snevejr.

- Vi sender formentligt et snestormvarsel ud i løbet af mandagen, siger Olaf Mathiassen.

DMI varsler myndighederne, når der er udsigt til snefald på over 10 centimeter på seks timer, og det blæser mere end 10 meter i sekundet.

  

 

 


Nyhedsoverblik