Stevns Kommune mangler børn

Foto: TV ØST

Stevns Kommune åbner ny integreret børneinstitution til 20 millioner kroner til efteråret, men alt tyder på, at der ikke er børn nok til de 80 pladser.

Der lød voldsomme forældreprotester, da Stevns Kommune i fjor bebudede, at den ville lukke den gamle børneinstitution i Valløby samtidig med beslutningen om at bygge en ny integreret børneinstitution i Strøby Egede med plads til 80 børn.

Nu viser et internt notat fra forvaltningen, at den nye institution forventes at have ledig kapacitet, når den åbner til november.

Det skriver Dagbladet Køge. 

Det koster cirka 20 mio. kroner at bygge den nye kombinerede børnehave og vuggestue, hvilket er den største enkeltudgift på anlægsbudgettet for kommunen i en økonomisk stram tid.

Derfor kommer udmeldingen om ledig kapacitet fra åbningstidspunktet noget overraskende.

Og formanden for Børneudvalget, Mogens Haugaard Nielsen fra Venstre, erkender at det næppe vil være muligt at udnytte alle 80 pladser fra første dag.

- Vi er en lille smule overraskede over, hvordan boligmarkedet er gået i stå i takt med rentestigningen og den faldende interesse for at købe bolig. Derfor bliver trykket på den nye institution nok lidt mindre, end vi forventede, da vi satte byggeriet i gang, siger han til avisen.

For at sætte situationen yderligere i perspektiv, har man valgt at nedlægge 20 børnehavepladser i Acaciebo, der ligger mindre end én kilometer fra den nye institution.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App