Stevns bibliotekerne er bedst på nettet

Foto: TV ØST

Blandt 185 kulturinstitutioner i Danmark blev Stevns Bibliotekernes hjemmeside kåret som »Bedst på nettet« for bl.a. effektiv kommunikation, selvbetjening og tilgængelighed.

Det er absolut ikke et forkromet it-budget, der er årsagen. Reelt er der ikke politisk afsat særlige midler til design af hjemmesider, så kåringen skal alene tilskrives engagerede og kreative medarbejdere på bibliotekerne, skriver DAGBLADET Køge.

Der er anden gang, at Stevns Bibliotekerne ryger helt til tops på landsplan. Første gang var for tre år siden, hvor dommerpanelet fandt, at det var den mest brugervenlige hjemmeside.

Denne gang er der i vurderingerne lagt vægt på hjemmesidernes mulighed for at gøre hverdagen lettere for borgerne ved hjælp af selvbetjeningsløsninger og effektiv kommunikation.

En stor del af de hjemmesider, der er vurderet, er inden for bibliotekerne, men der er også sværvægtere blandt andre kulturinstitutioner - som eksempelvis Statens Museum for Kunst, Zoologisk Museum og adskillige teatre.

I kåringen af den stevnske hjemmeside hedder det bl.a., »at den indbyder til at kigge nærmere på både hjemmesiden og på bibliotekets bøger. Man mødes med stemningsfulde billeder og en brug af ikoner, der gør, at man ved at følge sin intuition kan finde rundt«.

- Vi er både overraskede, glade og naturligvis også stolte over at blive fremhævet som den bedste blandt mange og langt større kulturinstitutioner end vores, siger ledende bibliotekar i Stevns Kommune, Jane Sandgaard til DAGBLADET.

Nærmeste konkurrent til titlen var Århus Kommunes Biblioteker, mens Solrød og Køge Bibliotekerne kom ind på andre høje placeringer som henholdsvis nummer fem og seks på listen.

Besøg hjemmesiden

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App