Stenfolk farer i flint over søjler

Søjler på en strand i Odsherred har fået stenelskere op i det røde felt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kunstneren Udo Leis' efterhånden landskendte stensøjler af sten lagt oven på hinanden på stranden ved havnen i Klint i Odsherred har åbenbart fjender. Især fordi han har varslet, at han vil komme med sten fra sin hjemby Kassel. Det skriver Holbæk Amts Venstreblad.

- Det er umoralsk og forkert at placere stenene på den måde, og at tage sten med fra Tyskland er da helt forkasteligt, siger Knud Quist Jensen fra Nordvestsjællands Stenklub.

Han får opbakning fra Geolog Troels ­Øster­gaard fra Asnæs:

- Søjlerne stjæler natur­oplevelsen fra folk, og ideen om at tage fremmede sten hertil forplumrer da fuldstændig oplevelsen. Når så vinden og bølgerne tager stenene, så er det forurening på lige fod med at kaste en dåse fra sig på stranden, så jeg kan kun opfordre folk til at lade være at lave flere søjler, siger han til Venstrebladet onsdag.

Hos Naturstyrelsen i Roskilde oplyser landskabsforvalter Anette Pia Jensen, at stensøjlerne kan være ulovlige.

- Ifølge strandbeskyttelseslinjen må man ikke foretage terrænændringer inden for 300 meter, siger hun.

Hos Naturstyrelsen regner man med, at Odsherred Kommune vil undersøge om stensøjlerne er over bagatelgrænsen. Hvis det er tilfældet skal kommunen søge om dispensation, hvis ikke stenene bliver fjernet.

Men det skal de ikke regne med, hvis det står til borgmester Thomas Adelskov (S).

- Der er ikke tale om hærværk på stranden, og derfor foretager vi os ikke noget som helst. Der må være grænser for, hvad vi politikere skal regulere, siger han til Venstrebladet torsdag.


Nyhedsoverblik