Status på grænsekontrol: Flere nægtet adgang

I et døgn har de danske grænser nu været midlertidigt lukkede. Det er gået roligt uden sammenstød, men flere er blevet nægtet adgang til Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Grænsen mellem Danmark og Tyskland har siden mandag været udstyret med 200 betjente, der skal føre kontrol med alle rejsende fra syd. Efter et døgn er politiet tilfredse med forløbet:

- Kontrollen er gået i en fin atmosfære, betjentene har ikke været nødt til at bruge magt. De er blevet fint modtaget af stort set alle, som har vist forståelse for situationen, fortæller Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

De 200 betjentene har kontoleret personer i tog, busser og biler ved grænseovergangene i Rødby, Gedser og landegrænsen. Politiet skønner, at de har ført kontrol af omkring 1100 personer det første døgn.

Flere har fået nægtet adgang

Men selvom det er forløbet roligt, er 18 personer blevet nægtet adgang til landet og har ikke fået lov til at passere grænsen.

- Der har været en række personer, som ikke har lovlig opholdstilladelse eller ID, som ikke ønsker at søge asyl i Danmark, de er blevet sendt tilbage til Tyskland, lyder det fra Kim Kliver.

De personer ville med en åben dansk grænse kunne have fortsat til den svenske grænse, men her ville de nok ikke have fået lov at fortsætte på grund af den svenske grænsekontrol.

Og den situation vil den danske regering gerne undgå.

- Det overordnede formål med grænsekontrollen er at bevare kontrol, men det er i høj grad også en reaktion på svenskernes meget omfattende kontrol, fortæller Udlændingeordfører Marcus Knuth fra Venstre i Sjællands Storkreds.

Antallet af personer, der har søgt asyl i Danmark det første døgn, har ikke oversteget de tidligere dage, men grænsekontrollen skal sikre, at politiet hele tiden har kontrol over situationen.  

- Det vi har lært fra september er, at situationen kan ændre sig meget fra dag til dag, derfor er det nødvendigt at indføre kontrol, hvis der pludselig kommer rigtig mange mennesker, som vi tidligere har set, lyder det fra Marcus Knuth.

Derfor er politiet klar til enten at opjustere, hvis det bliver nødvendigt. Lige nu bliver der ikke ført transportøransvar, så DSB og rederierne ikke er pålagt at gennemgå alle rejsendes papirer, men det kan blive indført.

Af alle kontrollerede har 75 søgt asyl inden for det første døgn med grænsekontrol.

Tidsfristen afhænger af svenskerne

Statsministeren offentliggjorde mandag, at den midlertidige grænsekontrol er indført i 10 dage, men herefter kan den forlænges.

- Som udgangspunkt har vi sagt, at vi opretholder grænsekontrollen i 10 dage, men da det er en reaktion på den svenske grænse, påvirker det selvfølgelig os, hvad de gør, fastslår Marcus Knuth.

 


Nyhedsoverblik