Statsministeren vil forbyde muskelhunde

Foto: TV ØST

Det skal være slut med muskelhunde på de danske gader. Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen på Venstres sommergruppemøde på Færøerne.

Der skal gennemføres et "effektivt og håndterbart" forbud mod muskelhunde. Det siger Lars Løkke Rasmussen (V) på Venstres sommergruppemøde på Færøerne, og statsministeren imødekommer dermed et flertal uden om regeringen bestående af SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som før sommerferien blev enige om en række konkrete forslag til stramninger af den nuværende lovgivning.

- Vi ønsker ikke at leve i et samfund, hvor man ikke kan gå en tur med sit barn eller gå en tur med sin puddelhund, uden at man risikerer, at barn eller hund angribes af muskelhunde. Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige, at regeringen ønsker at tage action på den sag. Vi vil i løbet af den folketingssamling, der snart åbner, tage initiativ til at gennemføre den nødvendige lovgivning, der sikrer, at vi kan få skabt et effektivt og håndterbart forbud mod muskelhunde, siger Lars Løkke Rasmussen.

Formand for Socialdemokraterne, Helle Thorning-Schmidt, glæder sig over statsministerens udmelding.

- Det ser vi frem til at kigge på. Det er jo socialdemokrater, der har startet diskussionen om kamphunde for ganske lang tid siden, så nu vil vi selvfølgelig kigge positivt på, hvad de kommer med. Vi er helt enige i, at der er et enormt problem, der skal løses, siger Helle Thorning-Schmidt.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App