Det vi har sammen

Stamcellelaboratium til Næstved Sygehus

Foto: TV ØST

Et splinternyt stamcellelaboratorium blev i dag indviet på Næstved Sygehus. Sygehuset håber, at det vil bringe forskning til regionen.

130 kvadratmeter til en pris på 5,5 millioner kroner. Det er Næstveds nye stamcellelaboratorium.

- Det kommer først og fremmest til at betyde, at vi nu kan behandle nogle patienter, som vi ikke kunne behandle før. Og vi har jo en hjemtagningsstrategi. Vi vil gerne selv behandle vores egne patienter, siger Steen Bach Nielsen, der er Regionsrådsformand i Region Sjælland.

Behandling i regionen

Det nye laboratorium er det første af sin slags i regionen. Tidligere har patienter skullet hele vejen til Rigshospitalet for at få foretaget stamcelletransfusion. Faciliteterne skal bruges til at forbedre overlevelsen for mellem 40-50 patienter om året med kræft I blodet. Laboratoriet indeholder blandt andet et fuldstændig bakteriefrit trykkammer, hvor stamcellerne bliver analyseret og flere tanke med flydende kvælstof til at opbevare stamcellerne.

Dyrker cellerne til overlevelse

Processen går ud på, at man udtager kræftpatienters egne stamceller. Cellerne kommer så i laboratoriet for at blive dyrket og opbevaret, og så får patienterne cellerne tilbage for at komme til kræfter efter en hård kemobehandling. Det er en proces, der får Næstved sygehus til at se muligheder. 

- Det giver os muligheden for at være med, og jeg tror, når man arbejder inden for vores felt, så er man også typen, der gerne ser fremad og vil være med til at udvikle nye behandlinger, og når man har faciliterne, kan man ligeså godt gøre sig de tanker, siger Susanne Gjørup Sækmose, der er overlæge på transfusionscentret på Næstved Sygehus.

De første stamceller ankommer til laboratoriet i løbet af næste måned. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App