Stærk gift dræbte hund

Dobermannen Chica mistede for nylig livet, da den spiste noget kød, der lå i det fri. Kødet viste sig at indeholde en stærk gift, og opdagelsen ryster eksperter

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det skulle have været en helt almindelig gåtur med hunden, men Dobermannen Chica kom aldrig med hjem. For nylig faldt den om og døde på en mark ved Vordingborg.

Det skriver B.T.

Død efter 10 minutter

På gåturen blev Chica sluppet løs og fandt en pose med råt kød, som den gav sig til at spise. Ejeren så godt, at hunden guffede løst af indholdet, men tænkte ikke videre over det, før den faldt om.

- Der gik ikke mere end 10 minutter, før hunden lagde sig ned og døde. Den havde fråde om munden, og dens ben krampede, da ejeren fandt den, og den døde i armene på ham, fortæller Kristine Windahl Genning til B.T.

Stærke sager

Hun havde dobermannen i sin kennel indtil en måned før, den døde og står frem i avisen, da ejeren ikke selv har ønsket at medvirke i artiklen.

Kristine Windahl Genning valgte at få hunden obduceret, og undersøgelserne har rystet eksperterne hos DTU, der analyserede hundens maveindhold. Det viste sig nemlig, at der i det rå kød var Carbofuran, som er et yderst stærkt giftstof.

- De blev meget chokerede hos DTU, og jeg blev bedt om at sende maveindholdet i en dobbeltforseglet pakke med advarsel om, at der kunne være tale om Carbofuran. Det er altså stærke sager, og alle kunne have fundet det. Det er en uhyggelig tanke, siger Lea Iversen, der er dyrlægen, som obducerede Chica i første omgang. 

Stoffet forbudt i 2008

B.T. skriver om Carbofuran, at det tidligere blev brugt som pesticid i landbruget, men at det har været forbudt i EU siden 2008.

Der har ifølge avisen tidligere været tilfælde, hvor rovfugle er blevet forgiftet med stoffet.


Nyhedsoverblik