Stadig vagthund - men mindre sur

Den ny direktør for Danmarks Naturfredningsforening, René la Cour Sell fra Jystrup nord for Ringsted, vil gøre foreningen mere handlingsanvisende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

René la Cour Sell vil bibringe landets ældste og største grønne organisation et lidt mindre surt og støvet image.
 

-Vi skal fastholde rollen som vagthund på naturens og klimaets vegne. Men det vil være fint, hvis vi samtidig kan være en smule mindre sure. Måske kan vi være lidt mere konstruktive og handlingsanvisende i vores tilgang, siger René la Cour Sell til Ritzau.

René la Cour Sell tager forbehold for, at han nu skal sætte sig grundigt ind i tingene på det komplicerede miljøområde, men vil alligevel gerne lufte en umiddelbar undren.
 

-Hvordan kan det være, at landbruget ikke er underlagt de samme regler som alt andet erhverv? Det er min fornemmelse, at landbruget bliver ved at have vilkår, som alle andre erhverv vil være rigtigt misundelige over. Der er alle mulige støtteordninger, særlig opmærksomhed og dispensationsregler.

Umiddelbart tænker jeg, at vi har en særlig udfordring med vores drikkevand. Det virker, som om landbruget skaber udfordringen, så vi borer dybere og dybere og længere og længere væk for at hente rent vand. Det er en glidebane, som går klart den gale vej, siger han.

Han vil arbejde for, at DN i højere grad formulerer nogle klare målsætninger at stile mod. Og så gælder det bestræbelserne på at få nogle af de tabte medlemmer tilbage. DN har i dag godt 140.000 medlemmer, men vil gerne tilbage mod fordums velmagtsdage, da medlemstallet var
over dobbelt så højt.

 


Nyhedsoverblik