Stadig mystik om Møns Klint-manden

Politiet kender stadig ikke identiteten på den mand, der i går blev fundet død for foden af Møns Klint.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mysteriet breder sig i sagen om manden, der i går blev fundet død ved Møns Klint. Ingen ved endnu, hvem han er, selvom politiet allerede har modtaget flere henvendelser fra bekymrede borgere. Intet tyder dog på, at der er tale om en forbrydelse.

- Vi arbejder selvfølgelig med en række forskellige teorier. Men der skal mere efterforskning til, før vi kan være sikre på noget, fortæller Morten Håkonssen fra Vordingborgs Politi til TV2 ØST.

De seneste oplysninger om manden er, at han har et frisk operationsar på den nedre del af maven - muligvis fra en blindtarmsoperation - og som højst sandsynlig er mindre end et halvt år gammelt.

Derudover beskrives manden som værende ca. 45-50 år gammel og nordisk af udseende. Hårfarven er rød mere end mørkeblond, som først blev oplyst medierne - måske farvet. Manden er også lavere end først antaget - omkring 175 cm. Han var almindelig af bygning og vejede ca. 75 kg. Han bar en sort hættetrøje med et farverigt mønster samt en sort jakke og sorte jeans. Derudover bar han hvide tennissokker og sorte sko.

I morgen eller fredag bliver manden så obduceret, så politiet med fastslå omfanget af skader og den endelige dødsårsag. Derudover vil der blive taget blodprøver til undersøgelse af DNA.


Nyhedsoverblik