SR-Design krakket

SR-Design i Næstved er gået konkurs og de 50 medarbejdere er blevet arbejdsløse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Direktør Steen Richard Andersen har sagt farvel til 50 medarbejdere. Firmaet er lukket og familien har ikke længere adgang til konti i banken. Alle bankkonti er lukket. Det gælder også Steen Richard Andersens datters børneopsparing, indrømmer han over for Sjællandske.

Der er stille på direktørens kontor på Tømrervænget. Telefonen er død, og bilerne holder parkeret i gården. SR-Design har lagt navn til det sidste hus. Det er slut med at bygge parcelhuse.

- Jeg skal aldrig tilbage. Det hele er pillet fra hinanden. Jeg har været naiv - jeg troede på banken, siger Steen Richard Andersen.

Han er sur på Jyske Bank, som har begæret SR-Designs fire selskaber konkurs. Det samlede krav fra SR-Design, SR-Holding, SR-projektudvikling og ejendomsselskabet A/S PSE er i alt 43 millioner kroner. Direktøren mener, at han havde en aftale.

Konkursen skulle undgås ved ham ved roret. Men Jyske Bank inkasso-afdeling har overtrumfet den lokale beslutning, og sendte det store byggefirma til tælling. De 50 ansatte blev afskediget 30. juni 2009.

SR-koncernen har 55 parcelhusgrunde, som ikke kan sælges i øjeblikket. Hertil kommer 23 ejendomme, hvoraf hovedparten er lejet ud.

- Vi havde et godt tilbud til lejerne om at overtage ejendommene, men det blev aldrig til noget. For et år siden vurdere Jyske Bank sammen med mig, at byggegrundene var 70 millioner værd. Men nu er de åbenbart intet værd, siger Steen Richard Andersen til Sjællandske.


Nyhedsoverblik