På jagt efter sponsorer

Sponsorerne skal have øje på Ruds Vedby Idrætsforening. Og det er både det lokale og nationale erhvervsliv, der skal bakke op om klubbens forsøg på at forbedre sit klubhus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Af Nicklas Heine, Nanna Lunnemann Frederiksen og Nikolaj Læsøe, Vallekilde Højskole

Ruds Vedby Idrætsforening kan nu skrive Arla, XL-byg i Gørlev, OK og Ginas Køreskole på sin liste over sponsorer.

Jesper Jæger, sponsorchef for Arla, traf beslutningen om at donere 10.000 kroner og forklarer hvorfor:

-    Arla får mange henvendelser, og har også en sponsorpolitik, der filtrerer det meste fra. Men jeg synes, det er et spændende projekt, som Ruds Vedby Idrætsforening er gået i gang. Jeg tror mange kan nikke genkendende til de udfordringer, som foreningen står med. Og vi tror at Arla får et godt udbytte af vores sponsorat og ikke mindst fordi TV2 Øst dækker projektet, siger Jesper Jæger.

Direktør Jakob Libonati fra XL-byg i Gørlev har valgt at sponsorere klubhuset i Ruds Vedby med materialer for 10.000 kroner.

-    Støtten er givet fra hjertet, fastslår Jakob Libonati.

-    Det er godt at se det lokale sammenhold, som Ruds Vedby har dannet omkring projektet 'Kom ind i kampen', siger han.

Der er flere gode grunde til at store virksomheder involverer sig i små, lokale idrætsklubber. Det forklarer direktør for Sponsor Insight, Kim Ottesen.

-    Enten gør man det af strategiske årsager - eller også gør man det af hjertet, fastslår Kim Ottesen.

Som direktør for Sponsor Insight beskæftiger Kim Ottesen sig hver dag med at formidle sponsorater og lave analyser af mulighederne for både klubber og virksomheder.

Han er ikke i tvivl, når han skal vurdere OK-benzins sponsorat til klubben.

-    Det handler om at få solgt nogle benzinkort, fastslår Kim Ottesen.

Nogle af de sponsorer, som Ruds Vedby IF har landet, er dog ikke lige så store som Arla og OK-benzin. Også kørelærer Gina Nielsen fra Ginas Køreskole smider nu penge i klubben.

-    I Gina Nielsens tilfælde er der nok masser af hjerte i det. Hun vil bare gerne støtte den lokale klub. Men det er jo også et 'noget for noget'-koncept. Hun giver de 500 kroner, hver gang et medlem fra klubben vælger hende, siger Kim Ottesen.

Fakta
De der har sponsoreret indtil videre

  • Arla - har givet 10.000 kroner.
  • XL-byg i Gørlev - har givet materialer for kr. 10.000 kroner.
  • OK - har sponsoreret DGI-karavanen, som lavede sport og leg for børnene i hallen onsdag d. 3. november.
  • Ginas Køreskole - giver 500 kroner pr. elev fra idrætsforeningen
  • Flügger i Høng - har givet maling og malergrej til klubhuset
  • Danbomøbler i Slagelse - har givet tre caféborde, tre sækkestole og caféstole til halv pris

 

 

 


Nyhedsoverblik