Vidner forsøgte lørdag eftermiddag med fagter, dyt og råben ud af åbne bilruder at få stoppet den bilist, der kørte nordpå på Sydmotorvejen, men i de sydgående spor.
Ifølge vagtchefen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Ole Hald nåede manden at køre mellem 30 og 35 kilometer fra Rødby til rastepladsen Studehave nord for Sakskøbing på Lolland.
Mange ringede til politiet
Politiet fik første opkald om sagen klokken 13.01, hvor spøgelsesbilisten var blevet set omkring Holeby, og herefter kom der tryk på telefonerne.
- Vi fik konstant henvendelser fra vidner ude på motorvejen. Mange af dem kørte også i nordgående retning - men i de rigtige spor og kunne jo køre parallelt med spøgelsesbilisten - som altså bare kørte i de sydgående spor, siger Ole Hald.
- Heldigvis skete der ikke noget, siger han og fortæller, at det lykkedes politiet at få kontaklt til manden omkring rastepladsen Studehave - ikke mange kilometer før Guldborgsundtunnelen til Falster.
Spøgelsesbilist var selv chokeret
Der var tale om en 86-årig mand fra Vordingborg, der var noget chokeret og rystet.
- Han fortalte, at han ikke syntes, han havde haft nogle muligheder for at køre af, men vi kan jo konstatere, at han både er kørt forbi Maribo og Sakskøbing afkørslerne, siger Ole Hald.
Vagtchefen mener dog, at den 86-årige kan have haft den forventning, at der skulle komme en afkørsel i hans højre side, men hvis man kører i de forkerte vognbaner, så er afkørslerne inde til venstre.
- Vi skriver en rapport på den her sag, og han vil kunne forvente at blive sigtet, for han var id en grad til fare for andre, siger Ole Hald, som mener, at sigtelsen vil få betydning for han ret til at have kørekort.
Politiet havde i forbindelse med jagten på spøgelsesbilisten fået sænket bommene ved Guldborgsundtunnelen for at stoppe noget af den trafik, der skulle i sydgående retning - og evt. også stoppe bilisten, hvis han var nået helt derop.