Spirituskørsel koster stadig mange liv

Foto: TV ØST

Dødsulykken ved Ringsted er ikke unik. Hver eneste uge er spritbilister involveret i trafikulykker i vores region. Vi er dog blevet bedre til at lade bilen stå.

De optræder flittigt i politiets statistikker – og det hører til sjældenhederne, hvis der en dag ikke pågribes en håndfuld spritbilister i vores region.

Men selvom der stadig er mange, der kører bil, motorcykel eller knallert med spiritus i blodet, så går det generelt den rigtige vej.

Det siger direktør Anders Rosbo fra Sikker Trafik.

50 dødsulykker hvert år skyldes druk

-  Selvom spiritus er direkte involveret i omkring 50 dødsulykker i trafikken hvert år, så bliver der generelt færre og færre spritbilister på vejene hvert år - og de er også involveret i færre ulykker. Men der er stadig alt for mange, fastslår han overfor TV2 ØST.

Anders Rosbo mener, at man især står overfor to forskellige problemstillinger, der skal angribes meget forskelligt.

- Folk skal blive bedre til at planlægge, hvordan de kommer hjem, når de skal til fest og ud i venskabeligt lag. Og så skal vi have flere alkoholikere til at indgå i et behandlingsforløb, siger han.

Kampagner hjælper ikke

Anders Rosbo tror ikke, at store kampagner kan være med til at få flere spritbilister til at lade bilen stå.

- De fleste er i dag enige om, at spirituskørsel er en rigtig dårlig ide. Derfor er det nogle andre instrumenter, som vi skal have i brug i dag, siger han.

Han opfordrer især folk til at tænke situationen igennem, før der sættes øl og vin på bordet.  Værterne ved fester og andre arrangementer, hvor der drikkes alkohol, skal til at melde sig på banen.

- For det første, så skal man have en plan, før man tager til fest, om hvem der skal køre hjem. Men hvis det glipper, så må værterne, der holder festen, også være klar til at stille overnatning til rådighed for gæsterne. De har et ansvar. Også for at ringe til politiet, hvis nogen alligevel beslutter sig for at køre hjem i en brandert, siger han.

Alkohol-misbrugere er en anden udfordring

Han mener dog at samfundet har en stor opgave overfor de kroniske alkoholikere.

- Vi ved ikke hvor mange der er, men vi har på fornemmelsen, at de fylder meget i statistikken. Den gruppe skal hjælpes med behandling og kontrol – dem når vi ikke med kampagner. Men her kunne alko-låse måske være en løsning, siger han.

I Sverige får personer, der indleder et behandlingsforløb for alkoholmisbrug også installeret den særlige lås i bilen, der gør, at bilen kun kan startes, hvis der ikke er alkohol i udåndingsluften.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App