Spillerforeningen: Ingen beviser mod Wichmann

Thomas Lindrup er meget overrasket over, at DBU har idømt Kristoffer Wichmann karantæne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er helt forkert, at Dansk Boldspil-Union mandag idømte FC Vestsjælland-spilleren Kristoffer Wichmann seks måneders karantæne i en sag om matchfixing.

Det vurderer formanden for Spillerforeningen, Thomas Lindrup.

- Nu har vi læst dommen igennem, og vi synes ikke rigtig, der er nogen beviser imod ham. Så vi er lidt overraskede over, at han er blevet dømt på det grundlag, siger Thomas Lindrup til sporten.tv2.dk.

Formanden undrer sig over hele sagsforløbet, blandt andet at Kristoffer Wichmanns navn blev lækket til pressen lang tid før dommen.

I det hele taget mener Thomas Lindrup, at sagen handler om andet end matchfixing.

- Han er jo ikke dømt for matchfixing. Han er jo dømt for, at han har spillet på egne kampe for at vinde. Men vi synes ikke rigtig, der er nogen beviser på, at han har spillet på egne kampe, siger han.

Kristoffer Wichmann besluttede mandag at anke dommen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik