Det vi har sammen

Spejdergruppe for handicappede børn

Foto: TV ØST

Tina Lassen fra Ringsted vil starte en spejdergruppe for børn med fysiske handicaps.

Tina Lassen har knappet den grønne uniform tusindvis af gange. Hun har været spejder, siden hun var fire år gammel.


- Jeg synes, at det er spændende, og jeg brænder for spejderarbejdet, sige Tina Lassen.


Nu vil hun give glæden videre. Tina Lassen vil starte en spejdergruppe på tværs af spejderorganisationer i Ringsted. Gruppen skal være for børn fra 0. Til 3. Klasse med fysiske handicaps.


- Jeg er uddannet ergoterapeut, og derfra har jeg nogle indgangsvinkler. Derudover har jeg jo været spejder hele livet, og jeg synes, at alle skal have en chance for at være med i spejderarbejdet. Det er derfor, jeg har kastet mig ud i det her, siger hun.


Tina Lassen ved om nogen, hvad det vil sige at leve med et fysisk handicap. For et par år siden fik hun foretaget to hofteoperationer. I dag har hun nerveskader, der giver smerter dagligt, men det forhindrer hende ikke i at være spejder.


- Jeg har haft krykker med til spejder masser af gange, så jeg ved, at det kan lade sig gøre, siger Tina Lassen.


Det er meningen, at spejdergruppen skal mødes første gang efter sommerferien.


Hvis du vil vide mere om den nye spejdergruppe, kan du kontakte Tina Lassen på adressen: tinalassen@gmail.com

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App