Sort skærm i Sydsjælland og på Lolland-Falster i juni

Foto: TV ØST

Mange husstande bliver berørt af ombygning af tv-antennen på sendemasten i Vordingborg. Det betyder blandt andet perioder med sort skærm og med risiko for signalforstyrrelser.

Husstande i store dele af Sydsjælland og på Lolland-Falster vil opleve ”sort skærm” i nattetimerne i perioden fra 15. til 22. juni 2009. Hertil kommer risiko for signalforstyrrelser i dag- og aftentimerne i perioden frem til d. 22. juni. Det skriver TV2 i en pressemeddelelse.

Tv-sendemasten i Vordingborg skal have ombygget og efterset antennerne. Der er tale om et vanskeligt anlægsarbejde i toppen af de cirka 300 meter høje sendemaster.

Arbejdet på sendemasterne er nødvendigt for, at Danmark 31. oktober om aftenen kan slukke det analoge tv-signal og overgå til digitalt tv, som det politisk er blevet besluttet. Skiftet til digitalt tv betyder, at danske tv-seere får flere kanaler og bedre billedkvalitet.

Arbejdet i sendemasterne betyder, at seere vil opleve, at TV 2-signalet (både analogt og digitalt) samt de digitale signaler fra DR1, DR2 og DR Update/Tegnsprogs-kanalen helt forsvinder  om natten fra klokken 23 til klokken 07 om morgenen i perioden frem til 22. juni.

En mindre del af seerne vil derudover opleve ”sort skærm” eller signalforstyrrelser i dag- og aftentimerne frem til 22. juni, hvor der på grund af arbejdet med antennen bliver sendt med nedsat effekt.

Hårdest ramt af sort skærm og signalforstyrrelser bliver husstande, som modtager tv via egen antenne. Fjernsyn, som modtager signal via antenneforening eller bredbånd, kan også blive ramt. Fællesantenneanlæg o.l. bliver nemlig berørt, hvis disse anlæg modtager signalet til TV 2 analogt og digitalt samt DR1 og DR2 digitalt fra luften med en antenne.

Seere, der modtager signaler via satellit, bliver ikke berørt af ombygningen af tv-antennerne på sendemasterne. Seere, der modtager via kabelselskaber som f.eks. YouSee og Stofa eller via bredbånd, kan blive berørt af ombygningen af tv-antennerne.

TV 2 vil orientere om senderslukningerne via tekst-tv side 891, via hjemmesider og via tv-spots på skærmen.

Arbejdet på sendermasterne vil berøre husstande i følgende kommuner: Guldborgsund, Vordingborg, Næstved, Faxe, Stevns og Slagelse.

Arbejdet på senderne kan blive udskudt, hvis vejret gør det sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at arbejde i de cirka 300 meter høje sendemaster. I så fald vil der blive informeret om det på tekst-tv og på nettet.

Vordingborg-senderen:

• 7.-22. juni fra kl. 23 til 7 (dog ikke nætter mellem lørdag og søndag): Slukning for analogt TV 2-signal og for digitalt TV 2-, DR1-, DR2- og DR Update-/Tegnsprogskanal-signal.

• 7.-22. juni fra kl. 7 til 23: Nedsat sendereffekt for analogt TV 2-signal og for digitalt TV 2-, DR1-, DR2- og DR Update-/Tegnsprogskanal-signal.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App