Bægeret er løbet mere end fuldt for plejepersonalet over stort set hele landet, og i Sorø gik omkring 100 af de utilfredse social- og sundhedsmedarbejdere tirsdag ved middagstid i protestoptog til det lokale rådhus for at vise politikerne, at det her er alvor.
- Vi er klar til at blive ved med at strejke, så længe det er nødvendigt, siger Ditte Månsson, talsmand for de utilfredse medarbejdere, til Dagbladet.
Plejepersonalet i Sorø besluttede allerede på et møde tidligt tirsdag morgen at fortsætte arbejdsnedlæggelsen, og deres krav er blandt andet mere personale, bedre psykiske arbejdsforhold og en lønstigning på 5000 kr. om måneden plus et såkaldt fastholdelsestillæg på 2000 kr.
- Vi går ganske enkelt ikke i arbejde igen, før vi får mere i løn og bedre arbejdsvilkår, og så er det op til kommunen og regeringen, hvor langt tid dét skal tage, siger Ditte Månsson.