Sorø får måske aldrig flere tog

Den eftertragtede halvtimesdrift til og fra Sorø bliver måske ikke til noget i overskuelig fremtid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Den sag er usikker. Der er en række relativt tricky spørgsmål i det, siger Ove Dahl Kristensen, underdirektør i DSB til DAGBLADET Ringsted.

De mange spørgsmål handler dels om de tekniske muligheder for at gøre flere stop i Sorø, dels om behovet nu også er stort nok.

DSB og Sorø Kommune har nu aftalt at lave en frisk analyse af behovet for halvtimesdrift fra Sorø.Sorøs pendlere har ellers længe haft den opfattelse, at der ikke var tvivl om behovet for ekstra tog til Sorø, og at det kun var et spørgsmål om »hvornår« der kom flere tog.

- Det er sådan set også rigtigt, at der er et behov i Sorø. Men det skal jo sammenlignes med andre behov, og så skal der laves en prioritering. Vi er bundet af en kontrakt med Transportministeriet, og i den er der ikke noget krav om halvtimesdrift fra Sorø, siger Ove Dahl Kristensen.

Gert Jørgensen, der er talsmand for Sorø Pendlerklub, er overrasket over udmeldingen.

- Det er nyt for mig, og i forhold til den korrespondance, vi har haft med DSB, så stemmer det slet ikke overens, siger han.

Senest har DSB udskudt halvtimesdriften fra 2009 til 2010, fordi man ville skabe en så hurtig togforbindelse som muligt mellem Århus og København, hvilket harmonerer skidt med et ekstra stop i Sorø.

Gert Jørgensen frygter, at hvis DSB's førsteprioritet er kort rejsetid mellem Danmarks to største byer, så kommer der aldrig halvtimesdrift i en by som Sorø.

Han mener, at DSB burde håndhæve de kriterier, som de hele tiden har stillet op. Herunder et stigende antal pendlere og længere perroner - kriterier som Sorø opfylder.

- Hvis man løber fra forudsætningerne, så har man brugt tiden på noget forkert inde hos DSB. Og så kan vi jo blive ved med at være en lille provinsby med en lille perron, hvor der kommer tre vognsæt en gang i timen. Det er stærkt utilfredsstillende, mener Gert Jørgensen.

 /ritzau/


Nyhedsoverblik