Sommerhuse på udsalg

Det er muligt at gøre sig et kup i påsken. Flere sommerhuse end nogensinde er til salg, og priserne er i bund.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Påsken er traditionelt højsæson for sommerhuskøb. Og i år kan man gøre en ekstra god handel. Tal fra Boliga viser, at priserne på sommerhuse i Region Sjælland er faldet stødt med i alt 25 pct. siden december 2007.

Et af de huse, som er faldet i pris er Margrete Garns. Sommerhuset ved Rørvig har været tal salg i snart tre år, hvilket har betydet en nedgang i pris på 500.000 kr.

- Der er masser af interesse på internettet, men der er ikke nogen, der kommer forbi og ser det, siger Margrete Garn.

Men der kan være bedre tider på vej - og særligt i Nordvestsjælland. Ifølge Boliga har sommerhusene i Odsherred fået mere opmærksomhed fra potentielle købere end noget andet område i landet inden for det sidste halve år.

Den udvikling mærker man også hos Home i Nykøbing Sjælland.

- Vi oplever, at folk er mere optimistiske, og der er mere liv. Der er mange flere købere på banen end tidligere, fortæller ejendomsmægler Morten Parsow Petersen.

Et par af dem er Henriette Senstius og hendes mand. De bor til dagligt i København og har i forvejen sommerhus på Sjællands Odde, men er på udkig efter et nyt.

- Vi kender området og synes, det er skønt. Især med naturen. Det skal være her. Ellers må vi undvære, siger Henriette Senstius.

Imens væbner Margrete Garn sig med tålmodighed og håber påsken bringer en køber med sig.

- Vi håber, der kommer nogen, som bliver lige så glad for det, som vi har været, understreger hun.

I alt er der ifølge Boliga p.t. 921 fritidshuse til salg i Odsherred Kommune.


Nyhedsoverblik