Sommerhus var hash-fabrik

Et sommerhus nær Kalundborg var propfyldt med planter til produktion af særlig stærk hash. Der blev både fundet planter og færdig hash i huset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Op mod 200 hash-planter, og 200 gram færdigproduceret skunk, en særlig stærk form for hash, blev fangsten, da lokalpolitiet i går rykkede ud til et sommerhus i Kaldred i Kalundborg.

Huset viste sig at være både væksthus og fabrik for produktionen af skunk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Producerede superhash

Der var tale om et meget professionelt laboratorium, hvor der også blev fundet en smule amfetamin.

Skunk, af politiet kaldet 'superhash', skabes ved hjælp af de stærkeste topskud fra særligt forædlede hashplanter. Det er kendt for at være den stærkeste form for hash, og planterne kan kun vokse under stærkt specialiserede forhold med perfekte lys og vandingsforhold.

Lokal mand havde brugsret over sommerhuset

En 29-årig mand fra lokalområdet blev kort efter afhørt i sagen.

Han skal blandt andet også forklare, hvorfor el-tilførslen til huset var kørt udenom el-tavlen på sommerhuset.

Politiet vurderer på nuværende tidspunkt, at der er tale om brud på narko-lovgivningen, og om tyveri af strøm.


Nyhedsoverblik