Det vi har sammen

Solen kommer i den første efterårsweekend

Foto: TV ØST

En varmfront styrer over Danmark og bringer varme og sol med sig i weekenden. Mandag er regnen tilbage igen.

Regnen og de lave temperaturer holder pause i de kommende dage, og årets første efterårsweekend bliver nærmest sommerlig.

- Nu er definitionen på en sommerdag godt nok en dag med 25 grader. Helt derop når vi ikke. Men weekenden bliver flot, og det vil føles sommerligt. Især lørdagen bliver god, siger vagtchef på DMI Michael Skelbæk.

Lørdag starter grå, men op af dagen vil solen klemme sig igennem skyerne, og temperaturerne stiger til 17-22 grader om eftermiddagen. Og det holder tørt hele dagen, oplyser DMI.

Vinden blæser svag til jævn fra sydøst, så det bliver varmest længst væk fra de østvendte kyster.

Søndag starter også flot, men bliver mere broget, efterhånden som dagen skrider frem. Først bliver det tørt og solskin med temperaturer en smule højere - 18-23 grader - end lørdag.

Fra mandag bliver det igen skyet med regn, temperaturerne kan ryge ned til 15 grader, og vi er tilbage i det kedelige vejr, som denne sommer er blevet kendt for.

Ifølge TV2 Vejret indtager denne sommer faktisk andenpladsen på listen over de vådeste somre i Danmark nogensinde. Kun sommeren i 1980 var mere våd.

Det våde vejr skyldes, at kulde og varme er stødt sammen og har mindsket de lange og stabile perioder med sol, der normalt kendetegner sommeren.

Nogle steder i landet har desuden slet ikke oplevet sommeren i år. De har ikke én eneste dag haft de 25 grader, der skal til for at kalde det en sommerdag. Det gælder for eksempel Grenaa på Djursland, Åkirkeby på Bornholm og Skagen.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?